‘Dét, der var engang, kommer igen. Og dét, der allerede er sket, kommer til at ske igen. Der er intet nyt under solen. Når nogen siger: ’Se, dét er nyt!’ så er der altid nogen, der allerede har oplevet det længe før os.’
Fra Tænkeren, Prædikerens Bog fra Det Gamle Testamente, på nudansk.
Tantra er ikke nyt. Det er det måske for os, men tantra har været under udvikling i Indien og andre steder i verden i 4.000 år. Så der er en masse erfaring at trække på. Der er nogle der har oplevet det længe før os. Nu får vi også lov at opleve det.
Eller skulle vi sige at vi kan få lov til at opleve noget af det. Original, indisk tantra er meget fremmedartet for vestlige mennesker som os der lever på en kulturbaggrund der bl.a. er præget af kristendommen. Hvad original, indisk tantra går ud på kan man læse på hjemmesiden www.helende-tantra.dk
Vi vil derimod beskæftige os med tantra i en vestlig forståelse. Ikke i en hinduistisk klædedragt, men i en forståelsesramme af det tilværelsessyn vi har.
Man kan dyrke tantra som den man er. Også ikkereligiøse kan have glæde af teknikkerne og processerne, og det kan kristne også.
Jeg stødte første gang på tantra i 2004 og har siden læst meget om tantra, studeret det, taget kurser og integreret tantra i mit eget liv. Jeg har været i Indien utallige gange og har et godt kendskab til hinduisme og den mere sexuelt prægede del af hinduismen. Jeg er uddannet teolog, har været sognepræst, har arbejdet for en kirke i Afrika og været chef for missionsorganisationen Danmission.
Min mission er at få flere til at opleve den energi og urkraft der ligger i at arbejde med tantra, så de føres ind i en proces der kan forny og styrke parfoldet og samlivet, forøge kærligheden og få os til at hænge godt sammen som mennesker ved at forbinde det sexuelle, med hjertet og bevidstheden. Og om man vil, se det som en del af sin kristne tro.
I øvrigt:
Det er ikke en fejl når jeg skriver sexuel i stedet for seksuel, men et valg.
Jeg holder gerne foredrag om emnet.
Hjemmesiden og dens indhold er omfattet af loven om ophavsret. Materiale kan kopieres af institutioner efter aftale med Copydan.